Om os
MUSIK PÅ MIDTFYN er, som navnet antyder, en lokal musikforening centreret omkring Ringe-Ryslinge-Kværndrup-Gislev.
Foreningens hovedformål er at arrangere koncerter i det midtfynske område. Foreningen bestræber sig på at sprede sig over flere musikalske genrer, fra klassisk musik til jazz og folkemusik. Det tilstræbes i koncertprogrammet at sprede aktiviteterne over hele det midtfynske område. Der har i tidens løb været afholdt koncerter i Ringe, Ryslinge, Kværndrup, Gislev, Hillerslev og Nr. Lyndelse. I en række sæsoner har foreningen desuden arrangeret operature for medlemmerne til operaerne i København, Malmø og Hamburg.
Foreningen satser på, at den musikalske kvalitet er i højsædet, hvad enten det drejer sig om kendte navne eller mere ubeskrevne blade. Blandt musikere, der tidligere har besøgt MUSIK PÅ MIDTFYN kan nævnes: Michala Petri og Lars Hannibal, Kim Sjøgren, koret Ars Nova, Henriette Bonde-Hansen, BaSix, Alberte Winding, Kurt Ravn, Eskjær Trioen, Christina Bjørkøe, Martin Lutz Group m.fl. Et af de meget populære arrangementer er den årlige sangaften, ”På-stribe” på Ryslinge Høj- og Efterskole, hvor en flok unge sangstuderende fra Det Fynske Musikkonservatorium optræder på slap line, - ”morgendagens stjerner”.
MUSIK PÅ MIDTFYN har en række samarbejdspartnere i lokalområdet: Ringe Kirke, Kværndrup Kirke, Ryslinge Høj- og efterskole, Hjemly Fri- og Efterskole m.fl.
Foreningen modtager støtte fra Statens Kunstfond samt fra lokale sponsorer, herunder Fyn-Langelands Fond og Den Faberske Fond.
Foreningen blev dannet i 2001, hvor de to musikforeninger ”Ryslinge Kommunes Musikforening” og ”Midtfyns Musik- og Kunstforening” fra Ringe slog sig sammen til én musikforening.
Et medlemskab af foreningen giver medlemsrabat til en række af sæsonens arrangementer, herunder bl.a. gratis adgang til den musikalske underholdning ved den årlige generalforsamling. Medlemmerne modtager en gang om året den kommende sæsons program samt ved juletid det årlige nyhedsbrev. Forud for hvert arrangement udsendes ”remindere” til de af foreningens medlemmer, der har opgivet email-adresse.
Et medlemskab af Musik på Midtfyn giver rabatter til koncerter arrangeret af Faaborg Musikforening.
Et årligt medlemskab koster kr. 100,-